Ridelejr

Logbog for ridelejr 2011

Torsdag:

Vi mødte ind kl. 14 og slog telte op stille og roligt, men dog med en del besvær. Det ene telt var vi blevet advaret om var gammelt og kompliceret at sætte op, men vi gik til det med godt humør og hård hånd, det tog dog sin tid før teltet stod. Det næste telt var der ingen brugsanvisning til og der var en stang for meget, så det var heller ikke nemt. Trods alle problemerne var vi alligevel hurtigere til at sætte telte op end de gamle var til at slå en såkaldt ”camp-svær” op. Formanden troede der skulle bruges en dåseåbner til at åbne den.

Til aftensmad lavede Malene, Malou, Luani og Lea pizza, og der var godt nok meget dej, men det smagte rigtig godt. Imens aftensmaden blev lavet af madholdet, havde de andre en spørgeleg omkring heste.

Efter maden fik vi springundervisning af Maria Würtz tidligere ridelærer på FRH, alle var med, selvom nogle sprang mindre end andre. Vi havde et par fald og et nogle stop, men ingen kom til skade og alle synes det var sjovt.

På trods af mindre godt vejr blev der alligevel lavet snobrød, men over grillen. Her blev der også ristet skumfiduser og selvfølgelig snakket og råhygget.

Efter vi havde lavet snobrød blev ”slik-kiosk-butik-boden” åbnet til stor glæde for alle, men ISÆR til glæde for Signe.

Fredag:

Kl. halv 8 blev vi vækket fordi vi skulle synge fødselsdagssang for Malene, selvom vi godt nok ikke var helt udhvilet. Da vi alle sammen var vågne og Malene var blevet vækket med sang, skulle vi have morgenmad som Melanie, Lærke, Sabbine og Sally satte frem, mens der blev hentet rundstykker og kogt æg.

Da vi var færdige med at spise fik vi gjort os færdige og gjort hestene klar til at vi skulle på tur. De blev striglet og derefter kørt hjem til den gård Louise bor på, hvor vi sadlede op og startede vores tur. Inden vi startede turen måtte vi finde en rækkefølge der passede alle. De ”friskeste” heste red forrest og bagefter kom de heste der ikke var så friske. Udover ridelejrdeltagerne red Louises storesøster, Emma med og viste vej, mens Andrea og Mette Lundsgaard dannede bagtrop. Vi red ud til fjorden ad grusveje og traktorspor og krydsede ”Den Store Viborgvej” og nåede så ud til vandet. Vi red ikke langt ved fjorden, men de fleste af hestene kom da i vandet. Da vi red hjem var der en del jamren fra dem der havde ondt i ben og baller, fordi vi havde redet så langt.

Da vi kom hjem fra turen var alle trætte, så vi skyndte os at få sadlet af og kørt hestene hjem. Efter alle var kommet hjem, fik vi sandwicher og saftevand til frokost. Hen af eftermiddagen forberedte vi stjerneløb, som vi skulle bruge til underholdning af forældrene lørdag aften. Vi fik også is og kage. Til aften skulle Signe, Stine, Louise og Femke lave aftensmad. Vi skulle have mexicanske pandekager. De smagte så godt, at vi blev nødt til at hente ekstra kød, for at de voksne også kunne få noget at spise. Mens der blev samlet træ til bålet, som blev tændt op, pillede Charlotte jordbær, som vi andre spiste med sukker, mælk og fløde. Og lige lidt mere sukker….. Da vi var færdige med at spise jordbær gik vi ud til bålet for at lave snobrød og skumfiduser. En del af skumfiduserne endte dog i bålet, i stedet for vores munde. Til bål hører der selvfølgelig også ”rundesang” og ”gæt og grimasser” med til. Ved midnatstid begyndte vi så småt at gå i seng.

Lørdag:

I dag fik vi lov til at sove længe, næsten da. Vi blev vækket omkring kl. halv 9, hvor Malou, Malene, Luani og Lea skulle lave morgenmad, og vi fik igen rundstykker og kogt æg. Efter morgenmaden blev der ryddet lidt op rundt omkring og lavet de sidste ting klar til stjerneløb. Vi lavede i fællesskab og med hjælp og idéer fra Sanne, en agility-bane for heste. Der var en træplade som hestene skulle stå på, en presenning de skulle gå over, en gang af bomme som de skulle gå igennem både forlæns og baglæns og til sidst en snor med plastik-pose-strimler hængende ned fra, som de skulle gå igennem. De gik rigtig godt, alle hestene kom igennem alle forhindringerne, selvom de såkaldte ”madører” skulle overtales med en spand foder.

Da vi havde ryddet hallen igen, gik vi op og fik frokost, hvorefter vi satte uret i gang for striglekonkurrencen. Kl. 13 startede uret og så skulle hestene være strålende klar til kl. 15, 2 timer til at strigle, flette, pudse og polere hestene og resultatet blev da også skinnende. Med hovedtøj på blev alle heste trukket ind i hallen og stillet side om side til vurdering af ”Store-Birgitte” eller ”Helmut-Birgitte” (kært barn har mange navne, som man siger).

Da forældre og andre tilskuere kom kl. 15 blev hestene undersøgt fra hoved til hale og fra top til tå, og derefter skulle Malene, Malou, Melanie og Signe sadle hestene op til at ride sponsorspringning. Melanie faldt af Thor under opvarmningen, men ellers gik det super godt, og alle var tilfredse med den højde de havde sprunget i både sponsorspring og den efterfølgende højdespringning som alle undtagen Lea deltog i.

Grillen blev tændt op og kødet blev grillet og der blev spist. Bitten havde lavet sin berømte dressing, som der blev spist med salat til. Ja, den blev af blandt andre Malene, spist som dressing med salat og ikke salat med dressing.

Efter spisningen blev ”gæsterne” delt op i 5 hold, som skulle ud på de 5 poster i stjerneløbet. Post 1 var nede i hallen, hvor der var blevet lavet en bane, som man skulle ride igennem på Musse, post 2 var en flaske som stod på jorden, man skulle løfte med munden og sætte igen og man måtte ikke røre den og man måtte ikke røre jorden med hænderne, post 3 gik ud på at man skulle gætte hvilken race hestene på nogle billeder var, ved post 4 skulle man samle 3 forskellige hovedtøjer – hannoveransk-, engelsk- og krydsnæsebånd og ved post 5 skulle man svare på nogle spørgsmål omkring heste. Alle var meget tilfredse med løbet og havde det sjovt. Ridelejrdeltagerne som arrangerede det fik meget ros for deres kreativitet.

Efter alle forældrene var taget hjem, faldt vi lige så stille til ro. Alle var krøbet ind i cafeteriaet, fordi nogle telte var utætte og nogle af os frøs, og det begyndte også at lyne og tordne og regne, så det var meget godt vi havde lagt os ind. Omkring midnat faldt vi i søvn.

Ved halv 2 tiden blev vi vækket meget voldsomt – NATLØB! Der var vist ingen der havde troet at det ville blive til noget, fordi det var blevet uvejr. Men op kom alle, lige på nær Malene, Malou og Lea, de ville ikke med, fordi de var bange for mørke og tordenvejr, men så kunne de blive og passe på Ditte og Anne, Mette Lundsgaards piger. Inden de drog ud i det farlige mørke, blev de delt op i 2 hold. De 2 hold skulle så ud på 3 forskellige poster, hvor de ved den første skulle smage på forskellige ting, blandt andet remoulade og en syltet agurk. Ved post 2 skulle de finde nogle mønter i en spand fyldt med vand, havregryn og cornflakes. Ved den tredje post skulle de svare på 5 underlige spørgsmål om rideskolen, blandt andet, hvor mange døre der er, og hvor mange spring der er på springbanen. Undervejs blev de selvfølgelig skræmt af forskellige hjælpere, der lå på lur, der blev både kastet med ris og klapret med døre. Da begge hold havde gennemført og var tilbage i cafeteriaet, fik de traditionen tro natmad bestående af pølser med brød.

Søndag:

Søndag fik vi lov til at sove til vi vågnede. Lige bortset fra at en del vågnede ved at Sabbine og Stines telefoner ringede, fordi de skulle til stævne. Melanie sov i hvert fald tungt, hende vækkede vi efter morgenmaden, fordi vi skulle have ryddet vores ting sammen i cafeteriaet. Efter vi havde fået pakket det meste sammen, kunne dem der havde lyst, ride en tur i hallen, hvor Sanne lavede nogle øvelser med dem. Resten hjalp med at få de sidste på plads i cafeteriaet og tømme bokse i stalden så den var klar til sommerrengøring.

TAK TIL ALLE DER HJALP MED RIDELEJR 2011 OG TAK FOR 4 FANTASTISKE DAGE TIL ALLE DER DELTOG.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Nikki | Svar 20.01.2010 11.45

fin hjemmeside anne (;
- knus Nikki

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.12 | 18:07

"Gledelig jul alle sammen" d:)

...
19.11 | 14:52

Så er der lagt billeder op af juleoptoget:)

...
02.11 | 16:31

Dejligt med en samlet oversigt over aktiviteter. super

...
17.09 | 19:47

Glæder mig til stævnet imorgen

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE